Hold din private fest på Hundebadet

På Hundebadet betaler du ikke leje, når du bruger vores lokale til fest. Til gengæld har vi en minimumsgrænse for hvad du skal forbruge af drikkevarer i baren. 
Mad medbringer man selv. Snacks og softdrinks kan købes af os eller medbringes selv. Læs meget mere herunder.


Hvornår

  • Alle ugens dage undtagen fredag
  • Din fest skal slutte senest kl 24
  • Minimum varighed 6 timer

Hvad får jeg
Bartender, rengøring, toiletpapir, sæbe, servietter, fyrfadslys, samt adgang til musikanlæg, kaffemaskine og elkedel

“Vi havde den bedste aften – og tak fordi vi måtte låne jeres fine ølbar! Alle gæsterne har kommenteret på stedet og det med meget fine anmeldelser. Det var bare så hyggeligt, vi ses helt klar igen. Tak”

Anne – Maj 2025

“Tusind tak for lån af Hundebadet. Det var en super vellykket aften. Cecilie gjorde så alle følte sig rigtig godt tilpas. Alle der kom syntes godt om stedet. Masser af ros til jer!”

Maj-britt – Maj 2025

“Rammerne var virkelig i orden og der var mange af gæsterne der var imponerede over jeres hyggelige atmosfære og retro indretning. Og mange tak til bartenderen for at gøre et fantastisk stykke arbejde. Hun var virkelig cool.”

Anton – Jan 2025

Priser

  • Første 6 timer: Minimumsforbrug 12.000 kr af drikkevarer & snacks fra baren
  • Ekstra timer: Minimumsforbrug 1.000 kr per time
  • Almindelig tavlepris og barmenu gælder
  • Evt forbrug udover minimunsforbruget betales oveni
  • Afregning skal ske på kort/mobile pay når aftenen er slut. Dog fratrækkes allerede betalt depositum
  • Evt strøm til foodtruck: 300 kr

Priseksempel Lør 16-24

  • Første 6 timer: Minimumsforbrug på 12.000.
  • Ekstra 2 timer: Minimumsforbrug på 2 x 1.000 kr
  • Mindstepris for arrangementet: 14.000 kr minimumsforbrug
  • Hvis du kun forbruger for 12.500 kr, skal du alligevel betale 14.000 kr for arrangementet, da mindsteforbruget på 14.000 kr gælder

Priseksempel Lør 18-24

  • Første 6 timer: Minimumsforbrug på 12.000.
  • Mindstepris for arrangementet: 12.000 kr minimumsforbrug
  • Hvis du forbruger for 12.500 kr, skal du betale 12.500 kr for arrangementet (12.000 kr minimumsforbrug + 500 kr ekstra forbrug)

Alle detaljer om privat fest på Hundebadet

Depositum

Når vi har aftalt en dato er bookingen bekræftet så snart depositum på 2000 kr er modtaget på Mobile pay 74121. Ved aflysning af arrangementet mindre end 12 uger i forvejen betales depositum ikke tilbage.

Lokalet

Vi har 45-50 siddepladser fordelt på to hyggelige 70’er-indrettede rum, lidt ligesom Mormors stue. Men du må gerne invitere flere, blot de ikke behøver en stol. I det største rum kan 35 personer med lidt held sidde samlet ved at vi indsætter et ekstra langbord.

Musik

Du kan koble dig på vores wifi og spille din playliste fra vores anlæg. Bemærk, vores anlæg kan ikke spille ”virkelig” højt af hensyn til gæster og naboer. Det er ikke muligt at medbringe eget anlæg eller boombox.

Bar-menuen

Vi har 7 haner med lækre specailøl (60-65 kr) og masser af specialøl på flaske/dåse (60-80 kr) samt et udvalg af non-alkoholic flaskeøl. Herudover: cola/cola zero, hvidvin/rødvin/rose, forskellig whiskey & rom, cocktails 85 kr (vi bruger kun de bedste råvarer: White russian, Dark & Stormy, Gin & Tonic, Rom & Cola, Gin Hass og non-alkoholiske drikkevarer.

Medbringning af egne softdrinks

Softdrinks og kildevand/danskvand må du gerne medbringe selv kvit og frit. Dog har vi ikke facilitet til at køle det, ej heller kapacitet til at skænke det, så det skal stilles frem så dine gæster selv kan forsyne sig. I kan godt låne glas af os.

Medbringning af egen alkohol

Hvis du gerne vil servere alkohol udover det sortiment vi har, f.eks. særlig vin, snaps eller bobler, er det muligt at købe sig ret til dette ved at betale 25 kr i proppenge per person over 18 år, som deltager i festen. Proppenge betales udover beløbet for mindsteforbrug. Du kan låne glas af os til din medbragte alkohol – dog har vi ikke særlige champagneglas eller uanede mængder vinglas. Hvis særlige glas kræves er du velkommen til at medbringe selv.

Mad

Medbring mad eller få leveret catering, som du har lyst.
Du kan også bestille en food truck og parkere den i vores indkørsel. Strøm til food truck kan trækkes fra os. Pris 300 kr. Vi har 10 amp/3 fase, 16 amp/3 fase og 32 amp/3 fase tilgængeligt. 10 og 32 amp kræver 15 m kabel, 16 amp kræver 25 m kabel.

Kaffe/the

Du er velkommen til kvit og frit at servere kaffe/the for dine gæster. Vi har en kogekedel og filterkaffemaskine inkl kaffefiltre du gerne må låne. Bartenderen hjælper gerne med at brygge kaffe/the for dig hvis der er tid. Medring selv krus, skeer, mælk, sukker, kaffe og the.
Chips & nødder
Du er velkommen til kvit og frit at servere egne snacks eller købe af os. Vi har kurve du gerne må låne.

Oppyntning/forberedelse

Det er muligt at lave en aftale om at komme op til en time inden arrangementet og pynte op/forberede.
Vi foretrækker såvidt det er muligt at du afhenter gaver og andet udstyr samme dag som arrangementet har fundet sted.

Da vi bor i et villakvarter er det vigtigt at vi undgår høj snak og trængsel udenfor særligt efter kl 22, og døren til gaden skal så vidt muligt holdes lukket efter 22.

“Det Gamle Hundebad er det perfekte sted til en uformel fødselsdagsfejring. Vores gæster nød den frie bar, de gode øl og selvfølgelig den mega hyggelige retro-stemning. Stor tak til Isabella for hendes hjælpsomhed. Du styrede baren fortrinligt!
Janne – Marts 2023

Vi holdt åbent hus med 45 mennesker til både øl, drinks og mad fra en foodtruck. Det var helt perfekt – alle hyggede sig. Stedet med de forskellige hyggelige kroge og plads til både at stå og sidde, gør det muligt for alle at tale sammen på kryds og tværs. Ekstra stor tak til bartenderen som styrede baren venligt og tjekket! Modellen med at lejeprisen kan bruges på drikkevarer, er virkelig attraktiv. Vi er rigtig glade for at vi valgte at holde vores fest på det Gamle Hundebad!

Flemming – Sep 2023

“I anledning af min 50 års fødselsdag kan jeg kun anbefale Det Gamle Hundebad. Vi var 37 gæster, en bartender og en musiker. Super hyggeligt og intimt sted. Vores bartender var fantastisk sød, hjælpsom og smilende og bidrog til at det hele kørte på skinner. Jeg kunne virkeligt nyde festen, da der var sørget for alt det der var aftalt. Jeg er også tilhænger af konceptet, hvor prisen bruges på drikkevarer mm. At det var muligt at få en foodtruck udefra var også et plus i bogen. Selvom det er en ølbar, så blev der alligevel sørget for at mine gæster kunne få andre drikkevarer end øl. Stort udvalg og fantastisk koncept. Jeg havde en fantastisk aften og det har mine gæster også givet udtryk for. Glæder mig til at skulle derned igen

Thomas – Juni 2024

Vi havde valgt Det gamle hundebad, som er vores favorit ølbar, til 50 års fødselsdagsfest. Vi var 40 mennesker og havde en fantastisk aften. Kommunikationen før festen var effektiv og præcis, ligesom der forinden var mulighed for at komme med ønsker i form af favorit øltyper. Den ølmenu som var sammensat til os sad lige i skabet. Både øl og drinks blev rost af gæsterne. Vores bartender Cecilie guidede kompetent gæsterne med sin viden om øl. Der var øl for enhver smag og alle fik nye smagsoplevelser med hjem. Det hele foregik afslappet og da indretningen oser af hygge, så blev det netop enormt hyggeligt og festligt. Nete og Denis har skabt en herlig ølbar som varmt kan anbefales til fest og til besøg i fredagens åbningstid” 

Thomas – Okt 2023

Book dit brag af en fest lige her

Har du en bestemt dato i tankerne. Skriv og hør os om ledige dage.

GÅ IKKE GLIP AF VORES VILDT SAFTIGE NYHEDSBREV

Vi sender ca 1 gang om måneden så du kan slippe for evighedsscroll på de sociale medier for at blive opdateret 😉